Trin for trin

Sådan foregår et forløb

Du behøver hverken at kunne ride eller have erfaring med heste. Alt foregår som eneundervisning, og vi går kun så hurtigt frem, som du er tryg ved.

Gratis telefonsamtale

20 minutter uden beregning. Du fortæller om jeres situation, og vi finder sammen ud af, om et forløb her giver mening.

Første besøg

Vi mødes på matriklen i Gevninge. Vi hilser på hestene i dit tempo – mange bliver på jorden hele den første gang.

Vi aftaler et forløb

Typisk 3–8 gange. Hver session varer 45–60 minutter, eller 90–120 minutter hvis der er brug for mere tid.

Vi følger op undervejs

Vi justerer løbende efter, hvad der virker. Nogle forløb kombineres med samtaler, andre er rent hesteassisterede.

Ung person står ved siden af hest og børster den
En typisk session

Vi starter altid med at komme til stede

Vi begynder roligt: hilse på hesten, mærke pelsen, finde vejrtrækningen. Derefter guider jeg dig gennem konkrete øvelser i samspillet med en af mine heste – øvelser der skaber en relation med opmærksomhed, samhørighed og især en oplevelse af forbundethed.

Under sessionerne laves fysiske øvelser, som stimulerer koordination, balance og kropsholdning – herunder sansemotorisk og psykomotorisk træning. Som certificeret funktionel neuroterapeut arbejder jeg bevidst med at aktivere bestemte nervebaner via sensoriske input.

Rideterapien og handicapridningen foregår altid udenfor og så vidt muligt i et digitalt frit rum.

Rolige omgivelser omkring praksis
Metoden

Udviklingsstøttende hesteassisteret behandling

Den tilgang, jeg benytter, har jeg selv udviklet og kalder udviklingsstøttende rideterapi og handicapridning. Jeg har overført greb og forståelser fra narrativ terapi og „oversat“ dem til et sanseligt, nonverbalt samspil mellem hest og menneske.

Undtagelsesvis arbejder vi med videooptagelser. Så kan jeg vise udvalgte klip af netop det, som lykkes – for eksempel at afstemme sig i forhold til hesten. Det giver mulighed for at se sig selv udefra og få bekræftet, at man faktisk kan lykkes. Det har ofte en betydelig effekt.

Jeg har publiceret artiklen „Hesteassisteret terapi som platform – i mødet med børn og unge i mistrivsel“ i Tidsskrift for Specialpædagogik 2024 nr. 2, hvor metoden beskrives i detaljer.

Det praktiske

De ting, det er rart at vide på forhånd.

Tøj og udstyr

Tag tøj på, der må blive beskidt, og sko du kan gå på ujævnt underlag i. Ridehjelm og sikkerhedsvest kan lånes her i alle størrelser.

Krav ved ridning

Alle, der sidder på en hest, skal bære både ridehjelm og sikkerhedsvest. Ingen undtagelser.

Vejret

Alt foregår udendørs. Ved stærk blæst, storm eller kraftig regn kan vi blive nødt til at udsætte – det sker dog sjældent.

Mobilitet

Jeg har ingen hjælpemidler til op- og afstigning. Du skal kunne gå ved egen hjælp eller med hjælp fra din støtteperson.

Forsikring

Det er en forudsætning, at du selv har en dækkende ulykkesforsikring. Al færdsel på matriklen og omgang med hestene sker på eget ansvar.

Kombination med samtaler

Rideterapi kan tilbydes alene eller kombineres med narrativ terapi og familiebehandling.

Spørgsmål og svar

Skal man op på hesten?

Nej. Rideterapi og handicapridning handler ikke kun om ridning, men i mindst lige så høj grad om måden at være sammen med heste på. Du skal være tryg ved situationen og i relationen til hesten – og det kan sagtens foregå fra jorden.

Kan man være flere om at deltage samtidig?

Nej, her tilbyder jeg udelukkende eneundervisning. Så er mit fulde fokus på dig og det samspil, du har med en af mine heste.

Skal jeg have ridehjelm og ridevest med?

Det er fint, hvis du har mulighed for at tage en ridehjelm og sikkerhedsvest med, som du er vant til og som passer dig. Hvis ikke, kan du låne begge dele af mig. Det er et krav her hos os, at alle, som sidder på en hest, har både ridehjelm og sikkerhedsvest på. Jeg har alle størrelser til rådighed.

Hvad hvis vejret er dårligt?

Rideterapien og handicapridningen foregår altid udenfor. Hvis vejret er virkelig dårligt – stærk blæst, storm eller kraftig regn – kan vi blive nødt til at udsætte vores aftale. Det sker dog sjældent.

Hvem kan henvende sig?

De fleste kan have glæde af at være i samvær med heste. Det er primært børn og unge, jeg arbejder med – børn og unge som skal håndtere et handicap, en diagnose, har skolefravær eller lignende. Også voksne med senhjerneskade, PTSD, traumer og angst nyder godt af samværet med mine heste.

Jeg har ingen hjælpemidler, så du skal kunne gå ved egen hjælp eller med hjælp fra din støtteperson.

Hvis ansvar er det, hvis der sker noget uventet?

Al omgang med mine heste, herunder også ridning, samt færdsel på området foregår på eget ansvar. Virksomheden kan på ingen måde gøres erstatningsansvarlig. Du skal selv have en ulykkesforsikring for at kunne modtage rideterapi og handicapridning.

Da jeg i mit samvær med heste, børn, unge og voksne er meget opmærksom på og kender hestenes signaler, har jeg ikke oplevet nogen alvorlige ulykker igennem de sidste 30 år. Samtidig er heste levende væsner, så selvom jeg har et indgående kendskab til dem, vil der altid være risiko for, at der opstår noget uforudsigeligt.

Hvorfor er heste særligt egnede i behandling?

Heste er byttedyr, og det betyder, at de er særligt sensitive og opmærksomme på deres omgivelser – en sensitivitet, der kan bringes konstruktivt i spil i terapi, hvor klienten får en uforbeholden „her og nu“-respons. Derudover er heste flokdyr og derfor særligt opmærksomme på både adfærd og de følelser, der kommer til udtryk.

I modsætning til mere traditionelle former for behandling er mødet mellem hest og menneske kendetegnet ved en fysisk nærhed, der bidrager med en sensorisk modalitet – en fornemmelse af den energi, der er i samspillet, som stimuleres gennem mange sanser samtidig: se, høre, lugte, føle.

Hvorfor møder heste os uden fordomme?

Hesten er grundlæggende nysgerrig og overvinder altid sin frygt – hvis den får tid til det og ikke presses. Allerede med dette afsæt bliver hesten en slags rollemodel for det menneske, den møder med åbenhed.

Flere af de mennesker, jeg har haft i terapi eller til handicapridning, er ofte blevet mødt med fordomme i andre livssammenhænge. Det er ofte allerede ved det første møde med hesten, at der kan etableres et langt mere åbent afsæt for nye erfaringer – og derved nye fortællinger om både sig selv og det at være i samspil med andre. Gennem forløbene kan jeg se, at forsvarsstrategier, frygt og et rystet nervesystem ofte kan nedtones.

Skal vi tage en snak?

20 minutter uden beregning, hvor du kan fortælle om jeres situation og finde ud af, om det her er noget for jer.